Fællesskab

Strategi mod ensomhed

Fælleskaber mod ensomhed

"Godt – og nødvendigt, at der kommer fokus på at opdage og afhjælpe ensomhed”, siger direktør Katrine Lester.

Det Nationale Partnerskab mod Ensomhed barsler i dag med Danmarks første nationale strategi mod ensomhed.

Norge har en. England, Skotland, Nederlandene og Wales har en. Og USA har en. Nu har Danmark også en national strategi mod ensomhed.

Danske Seniorer er blandt de aktører, der i dag præsenterer den nationale strategi mod ensomhed.

Det sker kl. 13-15 i Snapstinget på Christiansborg, hvor alle 115 medlemmer af det nationale partnerskab, medlemmer af folketinget og ældreministeren vil være til stede.

Nødvendig indsats

”Det er godt – og nødvendigt at der kommer fokus på at opdage og afhjælpe ensomhed”, siger direktør Katrine Lester.

”Som ældreorganisation arbejder vi og vores foreninger målrettet på, at skabe og styrke fællesskaber, der kan øge livskvaliteten for seniorer”, fortsætter hun. ”Men det handler også om, at vi både som borgere og som foreninger bliver bedre til at opdage ensomhed, for det er jo stadig svært at tale om, når man føler sig ensom.”

Derfor hilser hun især initiativet om at skabe mere og bedre viden om, hvordan vi forebygger, opsporer og afhjælper ensomhed på individ, lokal -og samfundsniveau velkomment.

Ensomhed har ingen alder

Ifølge den seneste måling føler hver 8. dansker over 16 sig ensom. Blandt de over 65-årige viser lidt flere end 6 % af mændene og ca. 10 % af kvinderne tegn på ensomhed, viser de nyeste tal fra Sundhedsprofilen.

Fællesskaber godt værn mod ensomhed

Danske Seniorer er paraplyorganisation for 400 seniorforeninger og -klubber over hele landet. Deres bugnende aktivitetskalendere vidner om, at der lokalt arbejdes for aktive fællesskaber, som andre er velkomne til at deltage i.