Livet er, hvad man gør det til

Annette savner fortsat livet med sin mand...

...men hun har fået hjælp og holder fast i, at livet er, hvad man gør det til!

Da Benny var død, kom lægen og skrev dødsattesten. De søde mennesker fra hospice-teamet, som havde hjulpet virkelig godt de seneste uger, gjorde ham i stand. Og så gik de.

Tilbage sad Annette Hedegaard, alene for første gang siden hun som 18-årig giftede sig med Benny.

Det blev starten på et halvt år, hvor hun bare lå på sofaen og ønskede, at hun ikke ville vågne igen.

Hun lavede ikke mad: ”Jeg var død af sult, hvis ikke vores søn Michael havde sørget for mig”

Hun besøgte stort set kun sin mor.

Planen var mere tid sammen

Annette var lige gået på efterløn, mest for at kunne hjælpe sin gamle, næsten helt blinde mor. Men også fordi Benny skrantede lidt... men det virkede ikke alvorligt, og måske var det derfor, hans død ramte hende så hårdt.

Han blev syg i maj, 4. juli fik de at vide, han ikke kunne overleve og 30. august døde han.

Benny sagde allerede tidligt i forløbet, at han ikke ville ynkes: ”Jeg har haft et godt liv. Vi har haft det godt”, så hun ynkede ikke. Hun kløede på - og tænker selv nu, at hun koblede hjernen fra og først reagerede, da Benny var død.

Hun lagde sig som sagt på sofaen, og der sov hun også om natten. Eller sov og sov... hun sov maks. en time ad gangen og var altid urolig. Hun og Benny havde altid sovet i ske, og hun kunne ikke klare, at han ikke var der, når hun rakte ud. Hun reagerede fysisk med et alt for højt blodtryk, og det fik lægen til at sende hende til psykolog.

”Det hjalp mig ikke. – Hun så ud, som om hun kedede sig”, fortæller hun i dag.

"Faldt" over sorgcentret

En dag læste hun tilfældigt om Det Nationale Sorgcenter og besluttede sig for at prøve, om der var hjælp at hente.

Først da hun ringede tredje gang, lod hun forbindelse gå igennem – de første gange mistede hun modet – men det førte til mødet med Morten. En ung pykolog i Sorgcentret, der kunne det, ingen andre kunne... eller prøvede:

”Jeg kunne ikke bruge mine venner og slægtninge til noget. Det var, som om de smuttede den anden vej,” siger hun.

Det gjorde Morten ikke, og han udfordrede hende. ”Jeg skulle overvinde mig selv. Jeg skulle noget og ikke fortsætte med det, jeg nu havde brugt mere end to år på: At gennemleve mit liv igen og igen og igen ... fra jeg gik op ad kirkegulvet med min far, til Benny døde. Mit liv var kommet til at vare ti minutter.”

Hvad gjorde forskellen?

”Morten sagde bl.a.: Skriv om dit liv. Det blev til 90 siders tankemylder. Mit hovede kørte og kørte, og som sagt sov jeg kun en time ad gangen. Vi talte om det og Morten sagde: Koncentrer det til det væsentligste – og til sidst blev det til to afsnit, der fylder en halv A4-side."

Morten sagde også: Skriv om, hvordan dit fremtidige liv uden Benny ser ud.

”Jeg kunne jo slet ikke se et fremtidigt liv. For mig var livet et sort hul uden Benny. Jeg var klippet midt over. Og min tro på, at tiden ville hjælpe, holdt ikke... Men med Mortens hjælp fik jeg i hvert fald klaret en del. Jeg savner fortsat livet med Benny, jeg savner turene i båden med vand under kølen og vind i sejlene, men jeg er opmærksom på noget, min bror sagde til mig: Du går og leder efter det, der var..."

Prøver at se fremad

"Nu prøver jeg at se frem – nu er det 5 år siden, Benny døde – men jeg synes fortsat, det er hårdt. Jeg har øjnene åbne for at blive frivillig et sted – jeg kan bl.a. se, at mange jævnaldrende har det svært med digitaliseringen – og jeg holder hele tiden fast i, at livet er, hvad du gør det til.

Men jeg kan ikke slippe fornemmelsen af, at mit liv kun har varet ti minutter. Jeg synes lige, jeg blev 50. Jeg synes lige, jeg blev 30. Somrene var lange. Vintrene var lange. Nu er det båden i og båden op, nu går alting stærkt. Men nu sover jeg i vores seng, og jeg er bevidst om, at livet er en gave. Vi har været heldige. Spillet mellem os sluttede aldrig. Nu skal jeg bare fortsætte processen med at lære at bruge livet på anden måde, uden Benny.”
 

 

”

 

Annette holder hele tiden fast i, at "livet er, hvad du gør det til!" ...