Man må turde noget her i livet
... bagefter er det for sent! Det har altid været Rita Schmidt Sørensens motto. Hun har hverken real- eller studentereksamen – og alligevel klaret sig som journalist og redaktør og er nu også som 69årig sprunget ud som forfatter
”Man må turde noget her i livet … bagefter er det for sent! Og det er det, jeg gør nu!”, fastslår Rita Schmidt Sørensen, 69 år og fra Kalundborg, der i en alder af 69 er sprunget ud som forfatter.
Uden uddannelse
Arbejdslivet indledte hun som ung pige i huset, bare 15 år gammel. Senere blev hun ”kontorpige” i en bank, men søgte om at komme på bankskole og kunne allerede et år efter kalde sig bankassistent. Det blev til 24 år i banken – før hun pga. strukturændringer mistede jobbet. Det førte hende bl.a. forbi en ugeavis, der søgte en, der havde lyst til at skrive. Og det havde Rita, selvom hun er en af dem, der hverken havde real- eller studentereksamen. ”Grunden til at jeg turde søge jobbet var, var at jeg var gået i gang med et HF-kursus i dansk på A-niveau”, fortæller Rita. Inden hun fik set sig om blev 12 timer om ugen til 3 dage om ugen og i november 1999 – på sin 50årsfødselsdag – udkom den første avis, hun selv havde lavet … i sin egenskab af redaktør.
Ren fiktion … og dog!
Ritas debutroman ”I livets efterår – seniorliv med uventet forløb” er ren fiktion, fortæller hun. ”Men det er selvfølgelig egne oplevelser, der har inspireret mig”, forklarer forfatterdebutanten, der skrev det første kapitel for fem år siden efter en hård overgang fra fuld fart frem og til seniorliv.
”Det gik mig meget på, at opleve i vennekredsen, at nogen gik på pension – og hjem til en demens- eller Alzheimers-ramt ægtefælle. Det var hårdt at se på. Jeg måtte skrive mig ud af oplevelsen”, fortæller Rita. Det blev til en novelle, hvor hovedpersonens mand i slutningen får fred.
”Men selvom den var færdig, så lurede det i baghovedet, ’hun skulle jo have et liv mere’ … jeg tænkte meget over, hvordan … og det ville jo være for banalt, hvis hun bare mødte en anden mand, og så levede lykkeligt til sine dages ende.” I stedet blev ”I livets efterår” til en bog, inspireret af det virkelige liv omkring forfatteren, om mennesker, der kommer og går – og om, hvordan får man to gamle liv, hus, familie, og ”alt det der” til at falde i hak.
For Rita selv er det lykkedes ret godt. Hun bor på trettende år sammen med sin ”nye” mand. Fælles interesse er en del af opskriften: hun og hendes mand spiller harmonika. Også det begyndte Rita først sent på: som 50-årig! Gruppen mødes og spiller sammen en gang om ugen – og den tager rundt til ældrecentre og spiller og spreder glæde.
"Jeg gør det både for selv at have glæden, men også fordi det glæder andre", fortæller hun. Desuden er Rita og hendes mand med til at arrangere harmonikatræf en gang om året, hvor der kommer musikere og publikum fra store dele af landet.
Forfatter med fart på
Udover skriveriet og musikken, når Rita også at danse folkedans to gange om ugen og at tilbringe en hyggelig – og praktisk – eftermiddag med sin mor på 92.