Agerskov Friplejehjem Møllevangen

Nomineret til Danmarks bedste plejehjem

Agerskov Friplejehjem Møllevangen er nomineret til prisen Danmarks bedste plejehjem 2022 bl.a. med ordene:

”Friplejehjemmet har ofte besøg af både musikere og sangkor og frivillige, der kommer hver uge og synger med beboerne og beboerne nyder det"...
...

Møllevangen er både nyt og gammelt

Agerskov Friplejehjem Møllevangen er både nyt og gammelt - for her på adressen har der været plejehjem i årtier. På den anden side er det rimeligt nyt - kun fem år gammelt. Det opstod nemlig som friplejehjem, efter at kommunen ville nedlægge det. Det gik Agerskovs borgere bare ikke med til:  

Lokale ildsjæle gik i aktion, fik dannet en bestyrelse og en vennekreds og ansat en leder - og i 2017 kunne agerskov-boerne indvi det ”nye” Agerskov Friplejehjem Møllevangen.

I dag er her Livshave med høns, fuglevoliere og klappe-ponyer - venligst udlånt af friplejehjemmets førte leder - og et lysthus, som bruges af både beboere og børnehaver på besøg – og fra i år er der også musikterapi, der rører både dem, der modtager og den, der giver.

2 sjæle en tanke

Ideen til mere musik i hverdagen fik forstander Per Jørgensen i julen 2021. Han har altid selv været glad for at lytte til musik.

”Min plan var at finde en, der kunne komme og hjælpe os med at spille noget musik en gang i mellem”, siger Per og fortsætter: ”Så ringede Tina Fabricius og fortalte, at hun igennem lang tid havde gået med tanken om ’noget musikterapi’. Her var jeg så klar på, at det skulle vi prøve”.

En ansøgning til Trygfonden gav pote: Tina Fabricius kunne ansættes nogle timer om ugen - og siden februar har hun hver mandag kørt klaveret i stilling til en times fællessang.

Klaver på hjul når ud i alle kroge

”Det er både for beboere og pårørende, og der kommer mange hver gang – også de ansatte og frivillige”, siger Tina og glæder sig over, at ca. 20 af husets 29 beboere er faste deltagere.

”Hold da op, jeg kan se en kæmpe udvikling fra februar til nu. De stråler og bliver så glade”, tilføjer hun.

Ud over fællessang kan fire beboere få 1 til 1-musik i deres egen stue, det er typisk dem, der har en demenssygdom. Viden om beboernes musiksmag har plejehjemmet fra de pårørende.

”Et eksempel er en dame, der tidligere digtede lejlighedssange og som ikke siger meget nu. Vi synger de sange, vi typisk digter sange på – og hun synger med”, fortæller Tina, der selv stråler over hele ansigtet, når hun fortæller, hvor tydeligt det er, at beboeren oplever glæden ved at kunne. Og at 1-1-seancerne i beboeren fremkalder taknemmelig glæde over, at musikken kommer til dem alene. 

Agerskov Friplejehjem Møllevangen
Her kommer musikken rundt i huset, så der kan hygges i alle hjørner

Livshave er åben for alle

Bag friplejehjemmet ligger Livshaven - som er en gave fra lokale donorer. Den er åben for alle, med stier, nyplantede træer, en sø og en bro over vandløb, blomster, pergolaer og en voliere med fugle. 

"Vi har de sidste tre år arbejdet med at skabe miljøer, der aktiverer sanserne og giver oplevelser", fortæller Per.

Duftene, farverne, det rindende vand - kan altsammen være med til at starte en samtale med en person, der har glemt sit sprog.

"Det visuelle giver en anden forståelse af tingene", siger han og fortæller, at indtrykkene ofte bliver til starten på en samtale.

Livshaven åben for alle, der har lyst til at bruge den: det kan være naboerne, andre lokale - eller børnehaver på tur. "De bruger så også gerne lysthuset til madpakkehus", fortæller Per. Så er der noget at kigge på for beboerne. Og mens hønsene er i gået i vinterhi, så holder klappe-ponierne skansen i folden foran huset...

Agerskov
Nysgerrige og villige til at lægge pels til kærtegn tiltrækker disse små fyre beboere og forbipasserende. 

Sanserne er vigtige

Friplejehjemmet lægger i det hele taget stor vægt på at pirre sanserne.

I alle husets tre afdelinger laves der hver dag mad. Det handler om, at duften skal sprede sig i huset og få beboerne til at glæde sig til måltidet. En del af det er også, at de som har lyst, selv kan være med til at bestemme, hvad der er på spisesedlen - og til at være med til at tilberede den. 

For nogle er det en dejlig genkendelig aktivitet, der skaber tryghed. 

Store drømme

Både Per Jørgensen og Tina Fabricius går lidt og drømmer om, at sang og musik kunne blive større i Tønder Kommune. 

"Det her er jo ikke engang raketvidenskab", siger Per Jørgensen. "Det kunne alle have gjort. Hvis vi nu var flere plejehjem, der gik sammen og ansatte en på fuld tid. Hvad kunne det ikke blive til?", siger han. 

Og Tina stemmer i: "Vi har holdt en times fællessang hver uge. Og hold da op en kæmpe udvikling, der er sket fra februar til nu. Beboerne stråler og er glade. Nogle troede ikke selv, de kunne huske ordene og sangene," siger hun. Der endda nogle som nu selv ønker sange, som de kan synge. "Når man ser den udvikling, der er sket, siden jeg kom... Det er virkelig rørende!"

Det vil de gerne brede ud til flere plejehjem i området! Ikke mindst fordi de kan se, at det kan bidrage til, at der bruges mindre medicin - og skaber mere ro og glæde i beboernes liv. 

Nærvær og frihed

"Vi lægger vægt på, at det her skal være et hjem - og føles som et hjem. Om respekt for det enkelte menneske og om nærvær. Så selv om vi ved, at Hans spiser det samme til morgenmad hver dag, sprøger vi ham alligevel, hvad han gerne vil have," fortæller Per.  "Og hvis Svend vil ud at køre en tur en dag, så finder vi ud af at få det til at hænge sammen," tilføjer han. 

Og glæder sig over de mange frivillige i huset, der enten tager på turen - eller giver en hånd med i stedet for den medarbejder, når Svend vil have en af medarbejderne med.

Friheden består også i, at man sagtens kan gå sig en tur uden for plejehjemmets område - også uden at bære en GPS, fortæller Per Jørgensen. "Dem skal vi først bruge, når det er nødvendigt", siger han - og glæder sig over, at de findes og kan bidrage til borgerens sikkerhed.