Tre gamle telefoner på hvid baggrund

Stop svindel via straksoverførsler

Digitalisering, Økonomi

Alt for mange oplever at blive svindlet via deres netbank. Danske Seniorer foreslår, at man skal have ret til at kunne fravælge straksoverførsler i sin netbank. Det vil gøre det sværere for svindlerne at lykkes med deres tarvelige svindelnumre.

DR’s forbrugerprogram Kontant bragte torsdag d. 31. august en udsendelse om ældre, der var blevet lokket til at overføre store summer fra deres bankkonti af svindlere, der i telefonen udgiver sig for at være fra politiet eller banken.

Stop straksoverførsler – stop svindlen

Rigtig mange svindelnumre udført mod ældre lykkes, fordi borgere franarres til at sende penge via deres netbank. Problemet er, at overførslen sker straks og mens borgeren taler i telefon. Når røret bliver lagt på og borgeren får tænkt sig om, er det for sent. Danske Seniorer foreslår derfor, at borger skal have ret til at fravælge muligheden af straksoverførsel fuldstændigt.  

”Mange der bliver svindlet mærker faktisk allerede en skepsis, når de lægger røret på eller vender situationen med deres børn eller børnebørn. Men der er pengene til svindlerkontoen allerede sendt og pengene er væk. Derfor skal borgere på forhånd kunne fravælge straksoverførsler, og bankerne forpligtes til at give mulighed for 24 timers forsinkelse på alle transaktioner” siger direktør i Danske Seniorer Katrine Lester.  

Ifølge ældredirektøren ville mange svindelforsøg derfor ende mislykket, hvis blot ofret fik et ekstra døgns tid til eftertanke eller til hjælp fra venner eller familie.

Bankerne må løfte deres ansvar

De fleste seniorer tænker ikke over, at pengene i dag som udgangspunkt bliver overført med det samme. Vi er vant til, at der går et døgn før pengene skifter konto. For nogen er det vigtigt, at penge kan flyttes rundt med det samme, men langt de fleste borgere har ikke brug for det. De skal have muligheden for på forhånd at vælge straksoverførsler fra. Så falder risikoen for svindel, fordi de altid har 24 timer til at tænke sig om.

”Bankerne har for stort fokus på de lette, digitale løsninger, og for lidt fokus på sårbare kunder og dem, der ikke har brug for at det hele skal gå så stærkt. De må simpelt hen løfte deres ansvar i stedet for at lave svindlervenlige løsninger og så give kunderne ansvaret for den dårlige sikkerhed i de digitale banker,” siger Katrine Lester.

Hun mener også, at bankerne skal have et større ansvar for at dække noget tabet, når deres sikkerhed har svigtet og store beløb er flyttet ud af banken. Der bør være grænser for, hvor stor selvrisikoen kan være for den enkelte borger, ligesom det er ved dankortet, lyder det fra seniordirektøren.