computer

Husk de gode råd mod IT-kriminalitet

Digitalisering

Digitaliseringsstyrelsens hotline mod identitetstyveri håndterer historisk mange opkald i øjeblikket. Derfor er det en god mulighed for at genopfriske nogle gode råd, som kan hjælpe dig til at modstå de kriminelle.

Her kommer 10 gode råd til at optimere din egen digitale sikkerhed. 

  • Lav flere adgangskoder: Hav aldrig én adgangskode til alt. Optimalt er at bruge en unik kode til alle sine platforme. Skriv dem evt. fysisk ned på et stykke papir. Husk, at som udgangspunkt er flere unikke koder bedre. Men vi ved også, at de kan være svære at huske. 
  • Lav stærke adgangskoder: Når du har lavet en adgangskode til en platform, er det en lavthængende frugt at gøre den sværere at hacke. Inkludér både store og små bogstaver, tal, specialtegn (fx komma eller punktum) og hav mindst 12 tegn i alt. 
  • Vær kritisk overfor mails, sms'er og opkald: Mails fra ukendte mailadresser, sms'er fra numre du ikke kender eller opkald fra en ukendt stemme, skal alle sammen mødes med skepsis. Tryk ALDRIG på links i SMS'er og mails, du ikke kender 100 %. Smæk røret på, når en ukendt stemme ønsker personlige oplysninger fra dig - særligt på engelsk. 
  • Tro ikke på afsenderen: Ofte udgiver svindlerne sig for at være fra private virksomheder som din bank eller endda offentlige organisationer som politiet eller SKAT. Ulven i fåreklæder kommer både i falske mails, SMS'er og telefonopkald. Husk, at både virksomheder og myndigheder som udgangspunkt kontakter dig via digital post som fx E-boks eller Mit.dk. Er du i tvivl, så ring til virksomheden eller myndigheden. Deres nummer finder du ofte på deres hjemmesider, som ofte er de første, der popper op, når du søger på dem via nettet. 
  • Vær opmærksom på private beskeder: Nogle gange lykkes det svindlerne at hacke din bekendtes Facebook-profil eller lignende. Her vil de på forskellige måder forsøge at tilsende dig virus eller stjæle dine oplysninger. Tryk aldrig på sensationelle links, som dine bekendte lægger på Facebook (særligt ikke, hvis en masse andre profiler er "tagget"). Klik aldrig på links, som tilsendes dig via Messenger eller andre chattjenester, hvis du ikke er 100 % sikker på, at afsenderen er reel. 
  • Brug totrinsbekræftelse: Facebook, Instagram, Microsoft, Google, Sony og mange andre platforme tillader dig at føje et ekstra våben til dit digitale arsenal. Totrinsbekræftelse er en dobbeltsikring af din adgangskode. På den måde bruger du enten en app, din mail eller dit telefonnummer til at bekræfte, når du logger ind. Typisk sendes en kode til dig, som du så indtaster på den enhed eller computer, du vil logge ind fra. På den måde er det ikke længere nok for svindlerne at hacke sig til dit brugernavn og adgangskode. 
  • Slet programmer: Hvis du har apps eller programmer på din computer, telefon eller lignende, som du ikke bruger, kan du med fordel slette dem. De udgør blot ekstra bagdøre ind til dine personlige oplysninger. 
  • Sørg for at være opdateret: Opdater dine programmer, apps og styresystemer på både computer, telefon og tablet jævnligt. Dette er et skridt, som mange ofte glemmer, men med nye opdateringer tilpasses din enheds sikkerhed til den teknologiske udvikling. 
  • Forebyg, at dine oplysninger ikke misbruges: Pas på med at dele dine personlige eller fortrolige oplysninger via sociale medier, SMS'er osv. Har du mistanke om, at du er blevet udsat for identitetstyveri, så kontakt politiet, banken og ring til Digitaliseringsstyrelsens hotline.  Opret også evt. en kreditvarsel via borger.dk. Den gør banker og virksomheder ekstra opmærksomme på oprettelse af lån og lignende i dit navn. 
  • Beskyt din computer yderligere: Hvis du er typen, der gerne vil supplere med at købe dig til ekstra sikkerhed, kan du investere i et antivirus program til din computer. Et oplagt råd er også at have sin firewall aktiveret på computeren - Det har de fleste moderne computere indbygget en form for i dag. 

Husk, at du ved at melde din ind i Danske Seniorer er med til at bidrage til kampen for bedre digital sikkerhed for seniorer og hårdere vilkår for digitale svindlere. Du får også adgang til nyheder, artikler og nyttig information om alt fra det kontantløse samfund til digitaliseringens betydning for foreninger og private.