blå sparegris

Man er ikke kriminel, fordi man bruger kontanter

Seniorliv, Økonomi

Danske Seniorers direktør retter skarp kritik efter DR bragte en artikel om udfasning af tusindkronesedlen. Det er unfair over for kontantbrugere, når de fremstilles som hvidvaskende kriminelle, advarer hun.

Det fik Katrine Lester til tasterne, da hun læste DR's artikel om, hvordan borgere bruger detailbutikker til at komme af med deres tusindkronesedler, inden sedlen formelt udfases i 2025. 

De fleste kan se det besværlige i, at købmænd bruges til at veksle tusindkronesedler, men det var noget andet i artiklen, der fangede Katrines opmærksomhed. Det fremgår nemlig af artiklen, at særligt kriminelle har fordel af at bruge de lokale købmænd til at "hvidvaske" deres tusindkronesedler. De kan nemlig ikke så nemt komme af med dem i banken. 

I forlængelse, foreslår en ekspert i artiklen, at man med én til fire ugers varsel bør afskaffe muligheden for at veksle tusindkronesedler i detailbutikkerne for at "generere de kriminelle", som det beskrives. Og særligt den type retorik blev for meget for Danske Seniorers direktør. Derfor valgte Katrine Lester at skrive direkte til DR. 

Ifølge Katrine er det nemlig forkert at sætte lighedstegn mellem at være kontantbruger og kriminel, og hun understreger, at mange seniorer fortsat har svært ved at komme af med deres kontanter, når flere banker bliver kontantløse. 

Når man vælger at udfase tusindkronesedlen og dermed gøre tusindvis af danskeres penge værdiløse, har man også et ansvar for, at folk kan komme forsvarligt af med deres sedler.
Katrine Lester, direktør i Danske Seniorer

For Katrine Lester er sagen principiel, og hun påpeger, at manglen på kontantkasser i bankerne lang fra er et nyt problem. Derfor har det længe været Danske Seniorers politik, at bankerne bør reguleres med inspiration fra apoteksverdenen, hvor apotekerne deles om tjansen at holde døgnåbent. Ifølge Katrine Lester bør bankerne indgå lignende samarbejder i deres lokalsamfund. 

Ansvaret ligger også hos bankerne. De er jo trods alt de fremmeste bannerførere for at få presset kontanterne mest muligt ud af samfundet. 
Katrine Lester, direktør i Danske Seniorer

Tusindkronesedlen udfases formelt 31. maj 2025. Det har allerede nu fået mange danskere til at veksle deres mest værdifulde sedler i banken.