Danske mønter

Debat: Vi skal ikke ofre retten til kontanter

Økonomi

Borgerne skal fortsat have ret til at bruge kontanter. De små erhvervsdrivende skal fortsat have mulighed for at tage imod dem. Derfor bør bankerne også underlægges kontantpligten på lige fod med andre virksomheder.

Debatten om det kontantløse samfund er ikke ny. Tværtimod, er den blot taget til de senere år med kravet om NemKonto og udbredelsen af digitale betalingsløsninger som MobilePay og Apple Pay. Senest er debatten blevet genantændt med Nationalbankens udmeldelse om 1000-krone sedlens udfasning i 2025. Det får nu en række mindre virksomheder til at kræve et opgør med deres forpligtigelse til at tage imod kontanter. Det vil gå ud over kunderne, og reelt er det at rette bager for smed. Det er nemlig bankerne, der har øget kontantbøvlet, så hvorfor skal det gå ud over kunderne?

De seneste år er antallet af bankfilialer med kontantkasser faldet drastisk. Samtidig er gebyrerne på kontantbehandling i bankerne steget markant. Det har gjort det svært at være butik, cafe og lignende, fordi det er dyrt og bøvlet at komme af med kontanterne. Men problemet er bankerne. Ikke kontanterne og ikke borgerne.

Bankerne ynder af at beskrive sig selv som virksomheder med et særligt samfundsansvar. Det ansvar må man konstatere ikke omfatter de ældre, de mentalt handicappede, de digitalt udsatte eller alle mulige andre, som ikke kan – eller ikke føler sig trygge ved – elektroniske betalinger. Hvis man ser på rekordantallet af digitale svindelforsøg, kan man heller ikke fortænke – særligt de ældre – deres skepsis. Faktisk vil 20 pct. af den danske befolkning have svært ved at gennemføre betalinger, hvis kontanter bliver afskaffet. Det samme gør sig gældende for 40 pct. af de ældre, ifølge Danmark Statistik.

Når bankerne lukker filialer, skruer op for gebyrerne og nedlægger kontantautomater, rammer det altså både borgere, virksomheder og foreningsliv hårdt. Det påvirker hele vores samfund negativt, når bankerne forværrer vilkårene for den kontantpligt, der skal sikre alle borgere lige adgang til betalinger.

Bankerne påstår, at danskerne fravælger kontanterne. Derfor er bankerne efter sigende nødsaget til at afskaffe kontantkasser og behandlingen af kontanter, da prisen ellers ville ende hos kunderne. Det argument kunne man blandt andet læse i et debatindlæg fra Finans Danmark bragt i Børsen. Man skal dog ikke være uddannet økonom for at konstatere, at kunderne ikke nyder godt af, at bankerne vælter sig i rekordoverskud. Bankerne har tværtimod fastholdt de høje gebyrer, mens indlånsrenterne er tragikomisk lave sammenlignet med indlånsrenten i Nationalbanken. Og man kunne jo spørge sig selv, hvad der kommer først? Hønen eller ægget? Bankerne påstår, at danskerne fravælger kontanterne. Men det er jo klart, at danskerne fravælger kontanterne, når bankerne gradvist har gjort det surt og bøvlet at benytte dem de senere år.

I Danske Seniorer mener vi, at bankerne skal underlægges den kontantpligt andre virksomheder er underlagt, så alle filialer er forpligtet til at tage imod kontanter uden gebyr. Alternativt kunne Finanstilsynet udpege banker med pligt til kontantkasser i lokalområderne, ligesom Lægemiddelstyrelsen udpeger apoteker med pligt til at holde døgnåbent.

Det ville være en oplagt måde for bankerne til at påtage sig det samfundsansvar, de lægger så meget vægt på. Samtidig vil det lette omkostningerne for de virksomheder og borgere, der fortsat bruger kontanter. Nu er det bankernes tur til at løfte en del af læsset.

Emne