computer

Virksomheder skal tage ansvar for digitalt udsatte

Digitalisering

Offentlige myndigheder skal tage hensyn til digitalt udsatte borgere. Nu er det tid til, at virksomheder med samfundskritiske funktioner også påtager sig et ansvar.

Debatindlæg af direktør i Danske Seniorer, Katrine Lester. Bragt i Berlingske: 

Et nyt lovforslag skal gøre det nemmere for digitalt udsatte borgere at blive fritaget offentlige selvbetjeningsløsninger. Digitaliseringsstyrelsen og KL estimerer, at omtrent 17-22 procent af den voksne befolkning er digitalt udsatte. I et demokrati som det danske er det et problem, hvis næsten en fjerdedel af befolkningen ikke har adgang til det offentlige på lige fod med resten af befolkningen. Derfor er det positivt, at politikerne nu sætter fokus på de digitalt udsattes retssikkerhed.

Men det er ikke kun offentlig selvbetjening eller MitID, som borgerne tvinges til at benytte. Det er lovpligtigt at have en bilforsikring til sin bil. Borgere er også forpligtede til at have en NemKonto i deres bank eller være kunde hos et el-selskab. Men mange af disse samfundskritiske virksomheder som banker, forsikringsselskaber og forsyningsselskaber bruger digitale platforme til at kommunikere og interagere med deres kunder.

Disse virksomheder er ikke blot private selskaber. De har en offentlig funktion og udøver samfundskritiske funktioner som at opbevare vores penge, forsikre vores biler eller sikre strømforsyning til vores hjem. Det er på tide, at disse virksomheder tager deres samfundsansvar alvorligt. Og det er de folkevalgtes ansvar at forpligte dem til det, hvis de ikke tager initiativ på egen hånd.

Det skal nemlig være muligt at sætte penge i banken, eje en bil eller få strøm i sin stikkontakt, selvom man er digitalt udfordret. Modsat det offentlige høster disse virksomheder privat profit på deres fordelagtige markedsposition. Derfor er det mere end rimeligt at forvente, at de tilbyder analoge alternativer til de kunder, som måske har lidt sværere ved at gebærde sig på en computer eller en smartphone. Derfor lyder vores opfordring til politikerne: Forpligt private selskaber med samfundskritiske funktioner til at skabe analoge adgange for deres kunder.

Du kan også læse indlægget på Berlingskes hjemmeside