plejehjem

Uambitiøs ældreaftale

Ældrelov

Der er gode takter i den nye ældreaftale, men Danske Seniorer havde håbet på et højere ambitionsniveau. Udfordringen med sundhed er ikke løst, mener Danske Seniorer.

Så skete det endelig – torsdag d. 18. april var der hvid røg fra ældreministeriet, og regeringen har sammen med SF, Radikale Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne indgået en aftale om en ny ældrelov.

Faste teams og mere selvbestemmelse

Aftalen indeholder elementer som penge til at udbrede faste teams i hjemmeplejen, lokalplejehjem og mere selvbestemmelse til de ældre selv. Det er gode initiativer, som Danske Seniorer støtter. Alligevel er organisationen skuffet over den endelige aftale:

”Vi havde håbet på et større ambitionsniveau, og man har ikke løst de grundlæggende udfordringer omkring hjemmesygepleje og midlertidige pladser. Samtidig har man bevaret et alderskriterie, så kommunerne nu skal arbejde forskelligt alt efter om borgeren er over eller under pensionsalderen,” siger direktør i Danske Seniorer Katrine Lester.

Trods alt godt med bred aftale

Danske Seniorer glæder sig dog over, at det er en bred aftale, der forhåbentligt kan give ro til at indføre de nye måder at arbejde på. Vi glæder os også over, at det er indført i aftalen at mere frit valg af plejehjem betyder mere frit valg til borgerne – og ikke mere frit valg for plejehjemmene til at afvise borgere, der kan opleves som besværlige.

”Nu får vi det bedste ud af det. Alle forbedringer er jo velkomne – også selvom dette mere er en ældrejustering end en ældrereform,” siger seniordirektøren.

Aftalen kan læses på ældreministeriets hjemmeside