papirarbejde

Danske Seniorer melder benspænd til kulturministeren

Digitalisering, Kultur

Danske Seniorer har på opfordring af Kulturministeriet indsendt en liste over de administrative og lovgivningsmæssige benspænd, som vores medlemsforeninger oplever i deres daglige virke.

Danske Seniorer har udover indsendelsen af mærkbare benspænd i foreningerne, også indsendt konstruktive forslag til, hvordan politikerne kan gøre hverdagen nemmere for både seniorforeninger, men også det brede foreningsliv. Frygten er, at hvis der ikke handles resolut og snart, så vil den administrative hovedpine og den juridiske jungle betyde enden for mange frivillige foreningers virke. Målet er at være en proaktiv stemme for de medlemsforeninger, som ofte oplever, at de drukner i administrativt bøvl i mødet med kommunen eller banken. 

Et af forslagene i vores brev til ministeren er, at det bør indskærpes i lovgivningen og ved et hyrdebrev fra ministeren til kommunerne, at kommunerne har pligt til at stille lokaler til rådighed for alle frivillige foreninger. Situationen er desværre den lige nu, at et stigende antal seniorforeninger ikke får stillet lokaler til rådighed.

Et andet af vores forslag fra vores side er, at regeringen bør drøfte regler til at beskytte små foreninger fra skyhøje og uretfærdige gebyrer i bankerne. Udover dette mener vi, at bankerne skal forpligtes til at tage imod kontanter, eventuelt efter aftale. Flere og flere foreninger må lige nu køre lange distancer eller betale et pengestransportfirma for at håndtere foreningernes kontanter. Det mener vi i Danske Seniorer er en uholdbar og uretfærdig situation.

Vi ønsker også, at der udarbejdes en GDPR-vejledning til frivillige foreninger med instrukser og informationer om behandling af persondata. Lovgivning er kommet som et lyn fra en klar himmel, uden at nogen frivillige ildsjæle ude i landet nogensinde har haft mulighed for at sætte sig ind i reglerne og implementere dem optimalt i deres daglige arbejde.

Det skal ifølge os også være muligt at søge midler og puljer i Slots- og Kulturstyrelsen uden NemID eller MitID således, at særligt ældre frivillige kan få del i kulturmidlerne, også selvom de ikke selv har meget digital erfaring.  

Vi ønsker også, at kommunerne forpligtes til at sikre gode transportmuligheder til foreningerne og forbedrer nuværende transportmuligheder, såsom Flextrafik.

Også ansøgningsprocedurerne til lokale støttemidler er et emne, hvor vi har foreslået kommunerne at forenkle og udvikle reglerne, så det bliver nemmere for foreningerne at søge midler til deres arbejde og aktiviteter.

Danske Seniorer har ligeledes bidraget til at forhindre fremtidige benspænd. Her har vi blandt andet udtalt os kritisk til planerne om beskatning af bankospil eller de nye bogføringsregler om digitalt regnskab.