Mette Kierkgaard til konference

Danske Seniorer bag ældrekonference på Christiansborg

Ældrepleje

Værdighed og frisættelse. Selvstyrende teams. Nærhedsvisitation, hjælpemidler, boliger og frit valg. Ældreplejen er kompleks, og det er vigtigt at komme omkring alle hjørner, når der skal laves en ny ældrelov.

Danske Seniorer inviterede derfor til en konference om den kommende ældrelov 3. maj 2023. Formålet var at samle en stribe aktører inden for ældreområdet, og få deres bud på hvad en ældrelov skal indeholde.

Ældreminister Mette Kierkgaard (M) stod fast på regeringens ambitiøse mål om at frisætte ældreplejen. ”Vi skal frisætte de ældre, frisætte medarbejderne og frisætte det lokale ansvar.”

Ældre er ikke altid svage

Landsformand i Danske Seniorer Per K. Larsen lagde for med at udfordre navnet ældrelov: ”Man er ikke syg fordi man er ældre. Langt de fleste ældre klarer sig selv, og vil helst klare sig selv. Så drop det stigmatiserende ord ældrelov, og kald det i stedet for en lov om kommunal sundhed, omsorg og pleje. Det er jo det, det handler om – uanset borgerens alder,” sagde han og dermed var bolden givet op til en indholdsrig dag.

Per Okkels, der er tidligere departementschef i sundhedsministeriet og formand for det rådgivende panel, der i september 2022 udgav en rapport med anbefalinger til en ny ældrelov, fik ordet og ridsede udfordringerne og anbefalingerne op.

Faglighed, faglighed – og selvbestemmelse

”Vi skal visitere på mål og ikke på ydelser. Tiden skal bruges sammen med borgerne,” lød det fra sektorformand i FOA Tanja Nielsen, der også fremhævede at arbejdsglæde for personalet går hånd i hånd med livsglæde for borgerne.  

Vi skal arbejde med selvstyrende teams, nærhedsvisitation og selvvisitation, for medarbejderne har fagligheden, hvis politikerne tør vise dem tillid og lade dem bruge den i stedet for at fastholde minuttyranniet.

Rehabilitering og frit valg

Rehabilitering skal tænkes ind i ældreloven, og det samme skal en reform af hjælpemiddelområdet, lød det fra Ergoterapeutforeningens Tina Nør Langager, og derefter var der debat med folketingets ældrepolitikere.

Også Tony Bech fra Dansk Erhverv og Paul-Erik Weidemann fra OK-fonden bød ind med forslag om hvordan de ældre kan få mere selvbestemmelse og frit valg – og for OK-fondens side også om de barrierer de som selvejende oplever for at kunne give den bedste ældrepleje, også i boliger der ikke er plejehjem.

Sygehuse og pårørende

Ældreplejen hænger sammen med sundhedsvæsenet, og vi skal se de to områder i sammenhæng – også selvom sygehusene hører under regionerne og ældreplejen hører til i kommunerne. Sådan var budskabet fra sygehusdirektør Mette Touborg har en fortid som borgmester i Lejre.

”Sygehusene skal hjælpe plejehjemmene med f.eks. rådgivningstelefoner og videokonsultationer, og kommunerne skal have flere sundhedskompetencer,” sagde hun inden landsformand Per K. Larsen som sidste oplægsholder fortalte om det vigtige pårørendesamarbejde.

Formand for ældreudvalget Kirsten Normann Andersen (SF) var vært for konferencen sammen med Danske Seniorer. Konferencen blev arrangeret af Danske Seniorer Region Sjælland og Danske Seniorers sekretariat.