Paragrafhelvede truer Foreningsdanmark
Det danske foreningsliv er blandt verdens stærkeste. Det giver mennesker mening, fællesskaber og samvær. Det holder også liv i de mest tyndtbefolkede områder af vores land. Men paragrafhelvede truer vores foreninger.
Kommentar af landsformand i Danske Seniorer Per K. Larsen, bragt i Berlingske 26. juli 2023
Hele 40 procent af danskerne er faktisk aktive eller frivillige i foreningslivet. På den måde yder civilsamfundet en kæmpe indsats for at holde os alle aktive - både mentalt og fysisk.
Med en ensomhedsepidemi er foreningslivet vigtigere end nogensinde, fordi det giver os muligheden for et direkte forhold til andre mennesker, som ikke foregår gennem en skærm.
Foreningerne stiller ikke store krav for at klare sig. De ønsker blot at blive fri fra alle de benspænd, der er kommet fra myndigheder og banker i de senere år. Danske Seniorer, der er landsorganisation for 400 foreninger over hele landet, får løbende meldinger om, hvad der går galt. Foreningerne klager over hvidvaskloven, gdpr-regler, kommunale dokumentationskrav, gebyrer til banker, digitale betalings-løsninger og så videre. Man skal for eksempel indsende stakkevis af dokumentation som forening til sin bank.
Kommunerne skal der også sendes masser af dokumentation til. Et absurd eksempel er, at vores seniorforeninger skal indsende børneattester på bestyrelsesmedlemmerne, selvom foreningerne drives og udelukkende består af seniorer.
De skal også dokumentere, at de ikke sender penge til udenlandske ekstremister. På den måde skubber man de allerede skrantende foreninger endnu længere ud mod grænsen til nedlukning, grundet krav ingen kan se meningen i. Folk vil gerne være aktive, men stadig færre orker at stille op til bestyrelsesposter.
På trods af den omfattende dokumentation til både kommune og bank skal også staten fodres. Foreninger skal nemlig for eksempel huske at forny deres CVR-nummer en gang hvert tredje år. Det skal de også i seniorforeninger, hvor det digitale er svært for mange medlemmer og bestyrelsesmedlemmer. Man skal altså godkende sin fortsatte eksistens i staten, selvom foreningen hvert år løbende dokumenterer til både bank og kommune. Det giver ingen mening.
Bankernes konstante og fantasifulde gebyrer er et andet væsentligt benspænd. I dag kan noget så banalt som at møde fysisk op i banken eller skifte kasserer være behæftet med et særskilt gebyr. Ironisk nok kvitterer bankerne ikke med et forbedret serviceniveau, tværtimod.
Noget så lavpraktisk som at sætte foreningens kontanter i banken er mange steder nu umuligt. Udgifterne bliver efterhånden så store, at de presser mange seniorforeninger til kanten af deres økonomiske formåen.
Mange, især små foreninger i tyndtbefolkede områder, kan blive tvunget til at lukke, hvis ikke politikerne vikler dem ud af det paragrafhelvede, so de befinder sig i netop nu. Løsningerne er ikke komplicerede.
Vi kan få det unikke og smukke danske foreningsliv til at trives igen. Det kræver, at vi finder ind til det, der gjorde vores foreningssamfund til verdens bedste i sin tid - nemlig tillid.
Tillid til at civilsamfundet kan klare sin opgave. Tillid til at de frivillige ildsjæle vil deres lokalsamfund det godt.
Lavpraktisk betyder dette, at små foreninger med en lille omsætning og en lang bankhistorik fritages for dokumentationskravene i hvidvaskloven. At man arbejder på at gøre gdpr kompatibelt med virkeligheden. At man sætter en grænse for, hvor mange gebyrer bankerne og MobilePay kan malke foreningerne for.
Så kære politikere, ræk hånden ud til foreningerne, det vil være til glæde for rigtig mange mennesker.
Vi kan få det unikke og smukke danske foreningsliv til at trives igen.
