Himmelev Gl. Præstegård
Himmelev Gl. Præstegård i Himmelev ved Roskilde er nomineret til prisen Danmarks bedste plejehjem 2022 med ordene:
”Beboere, ansatte og pårørende samles flere gange om ugen for at synge, ofte under ledelse af udefrakommende musiker”
Livet skal leves – hele livet
Himmelev Gl. Præstegård
OK-Fondens plejehjem Himmelev Gl. Præstegård har 54 beboere, de fleste er ramt af en eller anden form for demens.
I vinterhalvåret er erindringsdans en gang om måneden og fredagsbar, vel sponsoreret af De små glæders fond og Roskilde Rotary.
Himmelev Gl. Præstegård drives af OK-Fonden – og her leves der efter visionen: ”Livet skal leves – hele livet”, siger leder af Susanne Palmblad. Til det hører gode oplevelser især dem, der involverer musik enten ude i byen – fx på en udflugt til koncert med Stig Rossen eller i huset, når der er fællessang.
Her er der fest og farver - og musik både i og uden for huset. Alle plejehjem i Danmark fik i år penge fra Socialstyrelsen til kulturoplevelser efter corona. På Himmelev Gl. Præstegård blev samtlige 100.000 "fyret af" på kultur og oplevelser, koncerter og madfællesskaber - og ikke mindst besøg af en pølsevogn.
"Vores beboere elsker pølsevogn", ler Susanne. Og mad ... god mad. Det betyder sovs. "Og her laver vi sovs med piskefløde", siger hun.
Og fredagsbar! Det er der en gang om måneden, så er der drinks og snacks ... og selvfølgelig en sang eller to.
Tirsdag er fast fællessang-dag
"Musikken betyder meget for beboerne" siger Susanne Palmblad. Hun kan glæde sig over, at Svend og H. C. nu på 7. år står for musikken til tirsdagens fællessang, hvor både beboere, frivillige og pårørende hygger sig.
Det bedste er, at beboerne kender Svend og H. C. og er fortrolige med dem – og at de to musikere kender alle beboere ved navn. Det gør fællessangen til en herlig hjemlig oplevelse.
”Så synger vi alle de gamle sange – og også nogle nye”, fortæller Svend og tilføjer med glimt i øjet og et stort smil: ”De nye er altså dem fra for 20-30 år siden!” Og der synges af fuld hals.
Og det er ikke kun, når det handler om fællessangen, at det er vigtigt for beboerne at kunne genkende ansigter og ting,
Genkendelighed er alfa og omega
Når man i dag flytter på plejehjem, er man ofte allerede ramt af demens. Derfor råder Susanne Palmblad familien til at indrette beboerens hjem så tæt på det, de flytter fra, som det overhovedet kan lade sig gøre.
"Ofte synes de pårørende, at så er det også tid til nye møbler, men jeg siger altid nej. Køb ikke nye møbler til mor. Indret lejligheden her som hjemme", det er så meget nemmere at finde sig til rette i.
Det kan være svært nok at skulle møde nye mennesker, nye lugte, nye lyde og at opleve, at huset ser anderledes ud end der, hvor de plejer at være. Derfor er det vigtigt med genkendelighed i de nære omgivelser.
Korkoncert hver uge
Andre gange er beboerne med på en lytter: to lokale kor øver på skift i huset.
Kontakten kom i stand via tirsdagsmusiker H. C., der kendte et ”hjemløst” kor og derfor spurgte, om der mon var mulighed for, at de kunne få lov til bruge et lokale i huset som øvelokale.
Det kunne de da i hvert fald! De fik fluks et ja, dog på én betingelse: At beboerne kunne få lov til at komme ind og lytte med, når de øver.
"Også det skaber glæde blandt beboerne", fortæller husets aktivitetskoordinator Susan Salomonsen. Det betyder ofte, at nogle beboere bliver hængende til den sidste sang er sunget. De to kor kommer på skift hver anden uge og spreder glæde.
Et levende hus
Ud over fællessang, kor-besøg og sang i hver af de tre stræder i huset, har Himmelev Gl. Præstegård også åbnet sig for andre brugere af huset – fx til ferniseringer.
”En af vores beboere kender en kunstner og spurgte, om ikke det ville være muligt at holde ferniseringer hos os. Det sagde vi da ja til”, siger Susanne og fortæller, at nu er der skiftende salgsudstillinger, som skifter hver 3. måned.
Også spejderne og andre lokale foreninger inviteres indenfor, for der er masser af plads - og så skaber det liv i huset.
Og til et levende hus hører også noget blødt og varmt og levende: en plejehjemshund.
Den lister stille rundt mellem stolebenene, når beboerne samles til sang og kaffe.
Den håber selvfølgelig på, at der "falder lidt af", men for det meste må den "nøjes" med kærtegn.
Til gengæld giver det at mærke dens pels mod håndfladen mangt en beboer glæde i sindet og en fornemmelse af ro ... og at være noget for nogen. Også selv om det "bare er en hund"