Bobjergcentret

Bobjergcentret er nomineret til prisen Danmarks bedste plejehjem 2023 med disse ord:

De spiser sammen, borgerne er med til at dække bord, der er en god stemning og duft af maden. Maden er god, velsmagende og afvekslende.
Indtil for 5 år siden kom maden udefra, i dag laves maden fra bunden – i alle husets afdelinger.
På Bobjergcentret får beboere, der har lyst, lov til at deltage i alt det praktiske – at give en hånd med, der hvor de kan – fx borddækning og at tørre borde af – for på den måde at styrke oplevelsen af, stadig at ”kunne” og at der er brug for én. 
...

Her får blød kost fast form

Bobjergcentret bruger røde tallerkner, tryller med blød kost, så den ligner den mad, de andre får.

Det handler om værdighed ved måltidet – og trivsel.

Har man problemer med tænderne eller med synkefunktionen, må man have blød kost. Det betyder, at maden er findelt til mos, så den er lettere at indtage – og det betyder, at den præsenterer sig meget forskellig fra den mad, de øvrige ved bordet får serveret.

Det har Bobjergcentret ændret radikalt på. I samarbejde med Odsherred Kommunes Madservice Syd, serverer de nu blød kost i ”fast” form.

Fra fast til blød til ”fast”

Når mad – alt lige fra kartofler til kød og fisk – er tilberedt og most, bliver den formet, så den fx hvis det er kylling – ligner det stykke kyllingebryst, som serveres den dag”, fortæller Anne Mette Nielsen, der er produktionsansvarlig i Madservice Syd. Kartoffelmosen får også form som kartofler.

Og den ”faste” form kommer ved, at den formede mos dampes og samtidigt beholder den bløde konsistens og holder på næringsværdien.

Værdighed

Det handler om værdighed ved måltidet”, siger hun. Og ikke at behøve at skille sig ud, fordi ens færdigheder svækkes. ”Værdighed ved måltidet giver den bedste oplevelse og bedre trivsel”, tilføjer hun.

Ulyst eller sygdom

Hvis en beboer pludseligt ikke har lyst til at spise noget, han eller hun hidtil har kunnet lide, kan der jo ligge andre årsager end ulyst bag”, fortæller Anne Mette.

Derfor har Bobjergcentret ansat ernæringsnøglepersoner, én i hver afdeling, som undersøger årsagen, så beboeren fortsat kan få den bedst tænkelige kost.

”Før kunne hver medarbejder i huset give besked til køkkenet, så kunne vi jo godt være kommet til at overse tegn på fx tandproblemer eller sygdom. Nu går beskeden via ernæringsnøglepersonerne, som kender beboernes præferencer og kan give besked til sygeplejersken om, at der måske er noget, der skal undersøges nærmere”, siger Anne Mette.

På den måde kan man forebygge vægttab. Og netop beboernes vægt er der særligt fokus på. Mange tager på, når de flytter ind på Bobjergcentret. Det er der mange årsager til.

Fristelser i en lind strøm               

”Ved siden af de tre faste måltider tilbydes beboerne fristelser”, fortæller Jytte Drehn, det kommer især småt spisende til gavn. Man kan få en lækker smoothie på sengekanten, der er formiddags,- eftermiddags- og aftenfristelser og har man behov for lidt varmt inden sengetid er der også tilbud om natmad.

Madduft og genkendelighed

Alle husets afdelinger har egne køkkener. Herfra breder duften af mad sig i huset, og det får også nogle af beboerne til at møde op og hjælpe med borddækning, i det omfang de kan.

”Det er vigtigt med genkendelighed”, fortæller centersygeplejerske Jytte Drehn. ”Derfor har alle faste pladser, ligesom vi har i en familie – og det er også det samme faste personale, der sidder med ved bordet og har kontakten til både beboeren og de pårørende.

Og skal der hentes vikarer ind, så har plejehjemmet sine egne faste vikarer, som beboerne også kender.

Måltider vækker minder

Ved alle måltider sidder en medarbejder med ved bordet, klar til at række en hjælpende hånd – og klar til at starte en snak om, maden. Mad og smag vækker nemlig minder, og sådan kan man lære, at kyllingesteg tidligere var søndagsmiddag.

Når man snakker om mad”, fortæller aktivitetsmedarbejder Anne Thanning Jensen, ”så glemmer man også egne dårligdomme”.

På den måde lærer man også beboerne bedre at kende”, siger hun. Og så finder man også ud af hvem, der kan – og vil – give en hånd med, når der skal dækkes bord, pyntes op eller ryddes af.

Det er også et vigtigt parameter for trivsel. Følelsen af at være til nytte.

 

Bobjergcentret - collage 1

Gå tilbage til afstemningen