Katrine Lester

Vi skal tage ved lære af fiaskoerne med MitID

Digitalisering

Digitaliseringen skal ske på borgernes præmisser. Det er budskabet fra Katrine Lester, Danske Seniorers direktør. Indlægget er bragt i lørdagens Berlingske Tidende.

Med udgangen af oktober er det ikke længere muligt at logge på f.eks. sin netbank med NemID. Vi forlader dermed et IT-system, som vi har oplært vores voksne befolkning i brugen af i årevis. Det stiller store krav til udviklingen og implementeringen af MitID. Et ansvar for, at systemet implementeres gradvist, smidigt og med mindst mulig gene for borgerne. Et ansvar, der påhviler staten og som de seneste eksempler fra de sidste måneder viser, at staten ikke har levet op til.

Digitaliseringen er nødvendig for udviklingen af vores samfund. Det indebærer oplagte muligheder for en moderne økonomi og en mere effektiv offentlig sektor. Cybersikkerhed er i denne forbindelse helt central. Derfor var NemID et nødvendigt redskab og derfor er MitID (efter sigende) nødvendigt. Digitaliseringspolitik skal designes både så det tilgodeser de tekniske krav til platformen, samt de evner og behov, der er i befolkningen. TV2 kunne på baggrund af information fra Fagbladet Ingeniøren berette om, hvordan et simpelt trick, som kunne udføres af unge IT-studerende på starten af deres uddannelse, kunne gætte op mod 11.000 brugernavne på MitID på én enkelt nat. Det lader altså til, at systemet fra et teknisk synspunkt indeholder alvorlige designfejl.

Fra et implementeringsperspektiv har der heller ikke været overensstemmelse mellem ambitioner og realiteter. Borgernes evne til at omstille sig matchede ikke forventningerne i det politiske system. Således blev den fulde udrulning af MitID udskudt, da digitalt udfordrede borgere (og mange andre), lagde borgerservice ned i samtlige af landets kommuner. Mange ældre kunne f.eks. ikke selv oprette sig via appen. Det kræver som bekendt en smartphone og erfaring med brugen af denne. Mange udenlandske statsborgere havde udfordringer, da de ikke havde et dansk pas, der kunne scannes i den nye app osv.

Nu er NemID fortid, hvis man vil logge på sin netbank eller mange andre tjenester. Og de ældre, synshandicappede og digitalt udsatte, der har behov for en kodeoplæser til at benytte deres login, kan ikke få adgang til sådan én, da de er i restordre. Dermed er de afskåret fra adgang til tjenester, som er helt essentielle for en borger i det moderne Danmark.

Den elendige implementering af MitID har vigtige læresætninger for fremtiden. Digitale løsninger, som er helt tæt på borgernes privatliv, skal teknisk være i top. Det er uacceptabelt, at et system som MitID er hullet som en si, hvad angår sikkerhed. Digitale løsninger skal passe til hele befolkningen. Det dur ikke, at alverdens problemer efterlades i kommunernes borgerservice. Det skal være muligt med analoge alternativer til de digitale platforme i det offentlige. Der skal ligeledes være reel mulighed for at blive digitalt selvstændig. Digitaliseringen skal altså ske på borgernes præmisser igen. Det skylder vi den danske befolkning.

Indlægget er bragt i Berlingske Tidende og offentliggjort på Berlingskes hjemmeside d. 4 November 2022.