dame med computer

Indberetning af honorarer

Digitalisering, Forening, Økonomi

Foreninger har pligt til at indberette honoraret for musikere, foredragsholdere mv. til SKAT. Det skal ske på e-indkomst, men mange foreninger har problemer med at kunne indberette. Danske Seniorer arbejder for at gøre det lettere for foreninger.

Det burde være enkelt. Ind på tast-selv hos SKAT, log in med foreningens NemID og så kan man indberette honoraret, så skatten bliver betalt. Desværre er det ikke altid enkelt.

Rigtig virksomhedsform

Når du logger ind på SKAT med din foreningens NemID for at indberette, kan du risikere at der slet ikke står noget om skat eller e-indkomst. Det er fordi, jeres forening er registreret som en frivillig forening. En frivillig forening er ikke skattepligtig og kan ikke indberette skat.  

Derfor skal du først ind på virk.dk og ændre det, der hedder jeres virksomhedsform. Det skal ændres til ”forening”, og ikke ”frivillig forening”. Først når det er på plads, får jeres forening de rigtige muligheder på skat.dk

Helt urimeligt besværligt

Det er meget bøvlet at være forening, og SKAT’s it-systemer er ikke lette at finde rundt i. Samtidig er det ikke muligt for en forening med CVR-nummer at blive fritaget for at være digitale. Danske Seniorer mener, at det er helt urimeligt og et stort benspænd for foreningslivet. Det udelukker reelt en del borgere fra at være frivillige i bestyrelserne, nemlig alle de digitalt udsatte, og det betyder at nogle opgiver at indberette skat.

Danske Seniorer mener, at det skal være muligt for seniorforeninger og andre foreninger at blive undtaget for kravet om digital indberetning, ligesom man som privat person kan fritages for NemID. Foreninger skal kunne indberette på papir, så ingen lukkes ude af foreningslivet.

Henvendelse til SKAT og folketinget

Danske Seniorer har skrevet til SKAT og bedt dem finde en løsning. Vi har også i september nævnt problemet for medlemmer af folketingets daværende skatteudvalg. Når det nyvalgte skatteudvalg er trådt sammen igen og der er udpeget en ny regering, vil vi tage sagen op politisk og forsøge at få politikerne til at finde en løsning.