Digitaliseringen overser alt for mange

Politiken har med sin artikelserie om ”den digitale underklasse” belyst en problematik, som i det store hele har været overset blandt danske medier. I racet mod effektiviseringer er digitalisering blevet et kampvåben, hvormed staten, kommunerne, regionerne og andre organisationer kan spare tid og penge ved at udlicitere opgaver til borgerne selv. En slags pervers fortolkning af byggemarkedernes slogans om ”gør det selv” fører til, at man som borger i dagens velfærdssamfund skal være langt mere på dupperne og ”up to date”, når det kommer til digitale platforme og deres betydning for om vi får del i velfærdssamfundets ydelser.

For ja. For mange borgere vil de digitale løsninger på sigt gøre tilværelsen nemmere i mødet med det offentlige. De unge generationer vil vænne sig til anvendelsen og reglerne for de nye digitale systemer, og meget af deres sagsbehandling vil kunne klares over en computer uden besværet ved at møde fysisk op i borgerservice eller på kommunen. Men den digitale underklasse som Politiken skriver om. Ja, de vil sandsynligvis finde mødet med det offentlige mere frustrerende til stadighed.

I Politiken kunne vi d. 18. juli for eksempel læse om håndværkeren Alexander, som grundet sin baggrund ikke var klædt på til at kommunikere med kommunen over e-Boks eller søge sygedagpenge via en online platform. Konsekvensen var, at han mistede en del af sine sygedagpenge og sagen skal nu undersøges som en principiel sag ved domstolen. 19. juli kunne vi læse i Politiken, at det ikke kun var ressourcesvage eller socialt marginaliserede grupper, der led under digitaliseringen. Mange velfungerende lønmodtagere søger hjælp i deres fagforening 3F, fordi de ikke kan finde hoved og hale i kravene fra det offentlige til digital tilstedeværelse. Vi skal huske, at man kan møde sanktioner fra det offentlige, hvis man for eksempel ikke får tjekket sin e-Boks i tide eller udfyldt en online-formular til tiden. 3F er en stor fagforening med midlerne til at knytte en konsulent til medlemmerne, der har behov for én at følges med ned til borgerservice eller til at hjælpe med det digitale ansøgningsskema.

Men ikke alle borgere er medlemmer af store fagforeninger med midlerne og bistanden til at hjælpe med den digitale kontakt til det offentlige. Den digitale underklasse som Politiken har beskrevet, kan udgøre mellem 20-25% af befolkningen og bliver ofte overset i vores kapløb mod effektiviseringer og digitalisering af alt fra post til MitID. For slet ikke at nævne det kontantløse samfund, som man også forsøger at sætte turbo på, uden egentlig at tænke på, hvilke konsekvenser det vil have for ældre, digitalt udsatte og ganske almindelige borgere, der benytter sig af kontanter til at danne sig et overblik over deres privatøkonomi.

Er man datalog eller ung nok til med tiden at vænne sig til nye smarte IT-løsninger, så kan man nemt hoppe med på digitaliseringstoget. Men er man pensionist og alene har sin folkepension, så kan udgiften til computer, smartphone, internet og teknisk hjælp virke meget dyr og uoverskuelig. For slet ikke at nævne de mange frustrationer og timer, man forgæves smider i forsøget på ikke at føle sig som en digital analfabet. For disse pensionister og andre mennesker med en ganske almindelig faglært baggrund, så efterlades de lige nu på perronen, mens digitaliseringstoget fortsætter med fuld kraft. I førervognen sidder politikkerne og digitaliseringsstyrelsen. Det er på tide, at de lægger mærke til de passagerer, der ikke stiger på toget.

Debatindlæg af direktør Katrine Lester bragt i Politiken d. 5. august 2022