Musical: Vi maler byen rød, Nyborg Voldspil

 

HURRA! for at vi endelig igen må samles og fejre livet og glæden - og for en flot premiere på Nyborg Voldspils Vi maler byen rød - The musical!

Det var herlige timer i godt selskab med en masse dygtige sangere og dansere, der mærkbart havde glædet sig vildt til endelig, endelig at bryde ud i de skønne Grand Prix-hits - og endelig, endelig at levere resultatet af måneders dansetræning. Hold da op, hvor var de gode! 

Musicalen dykker ned i 80'erne, da håret var højt og skulderpuderne var brede og kantede - og "kodylt" betød i særklasse godt. Det må nyborgenserne og alle de frivillige på og bag scenen gerne bryste sig af, at årets Voldspil også er:

Foran en kulisse i 80'er-rigtig lyserød, irgrøn og lyseblåt - og med rekvisitter i tilsvarende 80'er-farver - tog de os 750 korrekt corona-afstandsplacerede forventningsfulde gæster med på tidsrejse spækket med skøn musik og små glimt af de måske ikke altid så rosenrøde 80'ere - men mest af alt fuld af ungdom og kærlighed - både den første og den længste. Undervejs møder vi blærerøven, den forsigtige, den vilde ubekymrede og den stille protesterende teenager - og deres hhv. ego-trippende, ambitiøse og fraværende forældre.

Publikum kvitterede med stående bifald!

Der er al mulig grund til at hanke op i konen/manden/kæresten, naboen, vennerne og skaffe sig billetter til årets Nyborg Voldspil - det 82. af slagsen. Det er skøn underholdning på højt niveau!

 

Nyborg Voldspil: Vi maler byen rød - The musical spiller til og med 7. august.

Fotos og anmeldelse: Iben Hauschultz

Vimalerbyenrød 02

Udskriv