Nathan Grossman fik af sin chef et tip som udviklede sig til at blive et virkeligt scoop. Han fik at vide at den da 15 årige Greta Thunberg ville starte sine skole strejker for klimaet i hele verden, og han var på pletten med det samme.

Det er der kommet måske verdens bedste dokumentarfilm ud af. Grossman følger Greta hele tiden indtil hun kommer på talerstolen i De Forenede Nationer under et topmøde i New York. Det foregår ikke uden sværdslag, og Greta har sine stærke idéer. Ældre mennesker mente hun skulle passe sin skole. “Hvorfor det” sagde Greta, “når jeg er færdiguddannet, har I ødelagt planeten, og der er ikke nogen fremtid for mig”. Hun kører for eks. ikke i fossilt drevne biler og bruger kun kollektiv trafik samt flyver ikke, så turen over Atlanten måtte sejles. Det kunne kun lade sig gøre ved, at en engelsk sejlklub stillede en racer sejlbåd til rådighed med mandskab og det hele, og man ser faktisk Greta lide af søsyge, men det understreger osse, at det ikke er nødvendigt at flyve,hvis man tager den lidt mere med ro.

Det bringer mig til at tænke på hvor lidt min generation og den lige efter har tænkt på forurening i al almindelighed og luftforurening i særdeleshed. Covid 19 har vist os yderligere, at vejen frem i storbyerne kunne lettes meget mere ved at færre kørte ind hver dag i bil for at sidde foran en computerskærm i 7-8 timer og så køre 50 km eller mer hjem for at sove og derefter gentage det hele. Hvad med at kør ind en enkelt dag eller to og arbejde hjemmefra resten af tiden. Man kunne osse forbyde store biler til privat brug og begrænse fritidsbådes motorkraft (10000 w er tilstrækkeligt til at manøvrere selv meget store både i en havn) Det ville altsammen virke her og nu, istedet for at vi skal vente til teknologien bliver udviklet til at fjerne den forurening, vi laver til daglig.

Jeg siger med Greta: “How dare You?” - xxxxx (5 stjerner ud af 6)

Anmeldt af Danske Seniorers frivillige filmanmelder KnudHein, Ishøj 20/12 2020 

Greta - “How dare You?”
Danmarkspremiere den 26. november 2020

Udskriv Email

Dirty Dancing i Musikhuset Århus

Så sidder vi her i den store sal i Musikhuset i Århus, mit barnebarn Sille på 16 år og jeg, meget forventningsfulde. Folk strømmer ind, der er udsolgt, som der nu kan være udsolgt i en corona tid, der er store spot rundt om scenen, der sender et violet lys ud på publikum og så starter det, vi har ventet på længe.

Tæppet går op og scenen er sat, vi er i året 1963, før præsident Kennedy blev dræbt, og før Martin Luther King holdt sin berømte tale i Washington og befinder os på Kellermans Hotel og følger livet der.

Det bliver et brag af dans og musik under hele forestillingen. Sangerne og musikerne gør det så godt, vi rives med i kærlighedshistorien, som stykket dybest set handler om. Den handler også om fordomme og hvad det er, vi tror, vi ser. Danserne og skuespillerne er fuldstændig fantastiske, der bliver virkelig brugt noget energi, der forplanter sig ud til os publikum.

Scenografien skifter hele tiden ved hjælp af store skærme der viser forskellige fotos, det fylder hele scenen og virker så godt - pludselig er vi i en skov, så ved noget vand, i et rum og flere andre steder og sådan glider det over i hinanden stille og flot og vi bliver tryllebundet.

Tøjet er også tro mod tiden og måden de opfører sig på, jeg var helt tilbage i min barndom og det var så sjovt.

Absolut en kanon aften og vi var helt høje da vi kørte hjem efter tre timers underholdning.

Så jeg kan varmt anbefale at gå ind og se forestillingen.

Jette Segall - Odder

Spiller på Aarhus Teater frem til maj 2021

 

 

Udskriv Email

Nu er det ikke lige den her type film Danske Seniorer´s medlemmer er kendte for at styrte hen og se. Filmen er glimrende, men handler i alt væsentligt om en psykisk syg mor og hendes datter, som skal have nogle hyggelige dage i Stockholm men bliver forhindret af morens sygdom, der går i udbrud. Moren bliver indlagt og datteren finder en anden teenager at hænge ud med. Til sidst må datteren tage hjem igen.

De to hovedroller spilles uhyre godt af Josefin Neldén og Josefine Stofkoper (er det praktisk med to Josefin-er?) - den unge spår jeg en stor fremtid, og Maria Bäck har lavet en doku-dok film som er både underholdene og rørende trods det noget dystre emne. Se den hvis det fænger.

Anmeldt af Danske Seniorers frivillige filmanmelder Knud Hein, 16.december 2020

Nordisk Film, Premiere 6/12 2020

                                                                                      

Udskriv Email

Lige så snart man åbner den store flotte og selvfølgelig orange bog, bliver man inviteret ind i det univers, der er Roskilde Festival. De første mange sidder i bogen er billeder, billeder fra de seneste 50 års festivaler – eller det vil sige 49, for festivalen i år blev sammen med meget andet desværre aflyst. Og måske på grund af denne aflysning er glæden ved denne bog endnu større. For mig, der er kommet fast på Roskilde Festival de sidste 15 år, er det helt magisk at mærke festivalens stemning ved at bladre i en bog hjemme i min stue. Tænk en gang, at det er muligt at få den der særlige Roskildefølelse på en grå december dag.

Anna Ullman vil med bogen ”hive den store tilmudrede Roskilderygsæk ned fra loftet og pakke 50 års historisk og ideologisk bagage ud”. Det skal ikke være en hurrasang og en skåltale, men en gennemgang af historien. Med fokus på alt det gode og særlige ved en af Danmarks største og mest kendte festivaler, uden at glemme det dårlige, som ulykken i 2000 hvor ni unge mænd blev dræbt til en Pearl Jam koncert, eller Politikens artikelserie fra 2017, som satte fokus på seksuelle overgreb og de udfordringer der kan være med at sætte grænser på en festival, hvor frihed er et af nøgleordene.

Bogen bevæger sig fra hippietiden i slut 60’erne start 70’erne og frem til i dag og ser på de strømninger, der har været i samfundet, med punkerne, arbejdsløshed og aids som nogle få nedslagspunkter. Man får fortalt Danmarks historie set gennem en festival, hvor særligt tidens unge har været deltagende, som glade festivalgæster, frivillige i alverdens madsboder, oprørere, forgangsmennesker, aktivister og musikelskere.

Jeg synes, det er en skøn bog. En bog, jeg helt sikkert vil vende tilbage til de næste mange år. Og nok især klamre mig til i dette herrens år 2020, hvor der ingen mulighed er for store koncerter med fremmede mennesker i en stor kærlighedsfyldt pærevælling. Et helt særligt fællesskab omkring musikken, stemningen, lugten og festen til langt ud på morgenen!  

De sidste drømmere af Anna Ullman

Udgivet af Gads Forlag oktober 2020 

Anmeldt af Trine Bruun Mathiasen, december 2020 

 

Udskriv Email