Demonstration ukraine

De usynlige ukrainere

Internationalt

Ekaterina på 70 år er enke, hendes to døtre bor i Rusland. Hun har problemer med hoften og har været berørt af konflikten i det østlige Ukraine siden 2014.

Hendes helbred er blevet dårligere, især den mentale sundhed er påvirket. Hun føler sig meget ensom, da hun ikke kan besøge sine døtre, og de heller ikke kan hjælpe hende nu.

Hun hører bomber og militære angreb dagligt, bomberne bekymrer hende mest: ”Hvad hvis de rammer huset, blæser vinduer og døre ind eller taget af? Hvem vil hjælpe mig, jeg er ikke ung længere, og kan ikke genopbygge alt dette selv. De fleste af de unge har forladt byen”. Når luftalarmen lyder, må hun søge tilflugt i en kælder i et andet hus i landsbyen, hvilket i sig selv er farligt.

Ekaterina mangler, som så mange andre i Ukraine, mad, vand, strøm og medicin. Hun og andre ældre vælger ofte at blive i deres hjem, enten fordi de ikke magter at flygte, eller fordi de vil blive hjemme, til trods for de dårlige chancer for overlevelse. Det betyder, at de er alene uden deres familie eller anden støtte. Ekaterina er en af de over 8,8 millioner ud af cirka 44 millioner ukrainere, som er over 65 år. Der er beretninger om ældre, der gemmer sig i badeværelset med en dyne til beskyttelse. Husene, bygget efter 1990'erne har ikke altid beskyttelseskældre, blot almindelige kældre, der ikke er sikre.

Netop nu ser vi i nyhedsmedierne ældre mennesker, der reddes ud af murbrokker fra Mariupol. Vi ved ikke, hvor mange mennesker der er døde, eller stadig lever i byen. Men et gæt er at mange af dem vil være ældre mennesker, der ikke har kunnet komme ud af byen i tide gennem humanitære korridorer.

Til trods for at næsten hver fjerde ukrainer er over 60 år, er de ældre ukrainere næsten usynlige i den danske offentlighed. Den 4. marts bevilgede Danida en ekstra bevilling på knap 100 millioner kroner til 12 danske udviklingsorganisationers humanitære arbejde i Ukraine. De danske og internationale hjælpeorganisationer gør et kæmpestort og vigtigt arbejde med at hjælpe mange mennesker, både voksne og børn, i den aktuelle krig. Imidlertid er det påfaldende, at næsten alle organisationer målretter hjælpen mod børn. Deres hjemmesider og indsamlinger handler om familier og børn, mens de ældre bliver overset. Af de 12 organisationer nævner kun to organisationer eksplicit, at de også hjælper ældre mennesker.

Det betyder, at ældre ukrainere er usynlige, til trods for at mange af dem, som i resten af verden, udgør en vigtig ressource for familien og samfundet. Og til trods for at deres behov for hjælp også er påtrængende.

Læserbrev bragt i Kristeligt Dagblad af Maria Justiniano, der er medlem af Globale Seniorer.