Man redder ikke velfærdssamfundet ved at udviske det

Moderaternes formand er en af dansk politiks absolut vigtigste politikere de sidste to årtier. I et interview af 21. maj i Avisen Danmark kan man læse om Lars Løkkes forslag til nye såkaldte ”generationsplaner”. Som det kan forstås af interview-artiklen, skal generationsplanerne fungere som reformplaner, der supplerer de 5-10 årsplaner, som vi kender dem fra dansk politik.

I samme interview lufter Løkke sine ideer til fremtidige forandringer af ældreplejen. Helt konkret nævnes det, at en del pensionister i fremtiden måske kan se frem til at skulle betale en del af deres ældrepleje ud af egen lomme. Argumentet er, at det har nogle råd til. Problemet ved Løkkes argument er, at et system med egenbetaling ikke ”genopfinder” det danske velfærdssamfund, men tværtimod nærmer bringer det et skridt nærmere dets ophævelse.

Modsat de forsikringsbaserede velfærdsstater i Sydeuropa og de mere liberalistiske velfærdsstater som f.eks. USA, bygger vores samfund på en universal samfundskontrakt. Alle danskere er i løbet af livet beskyttet af et fælles sikkerhedsnet, såsom ydelser under ledighed eller lige adgang til sundhedsvæsenet. Det samme gælder folkepensionen og ældreplejen. Alle danskere – høj som lav – er garanteret en vis levestandard og hjælp, når de når pensionsalderen og helbredet ikke er, hvad det har været.

Vores samfundskontrakt medfører også byrder. Vi betaler nogle af verdens absolut højeste skatter, vi betaler 25 % i moms for vores varer og ydelser, vi har nogle af verdens absolut højeste afgifter på biler og så videre. Man kunne liste mange andre skatter og afgifter op, men pointen er, at de fleste danskere med glæde betaler deres skat. Betingelsen for den økonomiske byrde er dog klar: Tryghed.

Vi ønsker at være trygge om vores situation, hvis vi bliver syge, arbejdsløse eller når vi bliver ældre og mere skrøbelige. Når Løkke flirter med ideen om at trække tæppet væk under en del af ældreplejen, som vi kender den, udfordrer det fundamentet i vores samfundskontrakt.

En nylig analyse fra ATP viste, at hele 40 pct. af den danske befolkning ikke har anden indkomst end deres offentlige pensioner. Det vrimler altså endnu ikke med rige pensionister, som bare betaler ved kasse ét, når de skal modtage ældrepleje. Mange unge forholder sig stadig ikke til deres pension og for mange danskere er skat, pension og investeringer stadig fjerne begreber. Man kunne også forestille sig, at inddeling af danskerne i, hvem der skal betale af egen lomme, og hvem der går fri, skaber endnu mere bureaukrati – som politikerne jo ikke er sene til at kritisere, når muligheden byder sig.

Vores universelle velfærdssamfund behøver ikke miste sin karakter for at genskabe sig selv. Der masser af ting, vi kan gøre. Bekæmpe aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet og gøre det attraktivt at arbejde længere som senior. Reform af vores uddannelser, så flere tager en velfærds- og erhvervsuddannelse. Investeringer i teknologi og innovation. Bedre og resultatorienteret ledelse. Inkludere civilsamfundet mere i velfærdsproduktionen. Og mange andre lavthængende frugter, som i sidste ende kan bidrage til at fremtidssikre vores velfærdssamfund.

Debatindlæg af Danske Seniorers direktør Katrine Lester, bragt i Avisen Danmark 27. maj 2023