Foldede hænder foran håndskrevne papirer

En finanslov uden større ændringer for seniorer

Økonomi

Regeringens finanslovsforslag har gode takter på en række områder, men skuffer også seniorerne på en række afgørende punkter, vurderer direktør i Danske Seniorer, Katrine Lester.

Regeringen har netop fremsat sit finanslovsforslag. Finansloven er statens husholdningsbudget dvs. indtægter og udgifter for det kommende år. Foruden regeringens eget forslag til fordelingen af statens indtægter, er også afsat 500 millioner kr. til forhandling med de øvrige partier i folketinget. Det er en historisk lav forhandlingsreserve, som dog skal ses i relief til, at regeringen har flertal i folketinget, og derfor i princippet selv kan vedtage sin egen finanslov.

Ros for hjælp til udsatte ældre

Finanslovsforslaget indeholder en række punkter, som modtager varm ros fra Danske Seniorer. Særligt positivt er det med 5 milliarder ekstra til sundhedsområdet, 3,2 milliarder ekstra til psykiatrien og flere midler til udsatte ældre.

”Vi er enormt glade for, at regeringen prioriterer sundhedsområdet og psykiatrien. Det er områder, som fylder meget for seniorerne. Særligt indsatsen over for udsatte ældre, er både tiltrængt og nødvendig,” siger Katrine Lester og tilføjer:

”De meget udsatte ældre med store sociale problemer som misbrug, hjemløshed og lignende har været lidt oversete indtil i dag. Vi er meget, meget glade for, at regeringen foreslår særlig hjælp til denne gruppe.”

Ris til seniorpension

Et af de mere kontroversielle elementer af finansloven er forringelsen af aftalen om seniorpension. Den oprindelige aftale mellem forligspartierne, herunder Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti var, at kriteriet for tilkendelse af seniorpension (altså en arbejdsevne på maks. 15 timer om ugen) skulle øges til 18 timer, så endnu flere nedslidte seniorer kunne nyde godt af ordningen. Den ordning har regeringen droppet. At regeringen trækker sig ud af den oprindelige aftale om seniorpension, modtager kritik fra Danske Seniorers side.

”Seniorpensionen hjælper de mest nedslidte seniorer. Den bygger på en objektiv vurdering, hvor seniorer med størst behov, kan trække sig lidt tidligere tilbage. Vi synes, det er ærgerligt, at man trækker sig fra en politisk aftale. Når folkepensionsalderen er historisk høj, er det vigtigere end nogensinde med gode ordninger for de mest nedslidte. Det er seniorpensionen” siger Katrine Lester.

Hvad med foreningslivet?

Også foreningslivet må se langt efter en håndsrækning i finansloven. Som paraplyorganisationen for seniorforeninger i hele landet, havde vi i Danske Seniorer håbet på mere fra regeringens side, fortæller Katrine Lester:

”Det har aldrig været sværere eller mere bøvlet at drive forening end nu. Vi opfordrer derfor alle regeringer til at afsætte seriøse beløb til hjælp og støtte til det foreningsliv, der holder hele vores skønne land aktivt”

Finanslovsforslaget skal som regel vedtages inden udgangen af året.

Emne