Moden kvinde hvisker moden mand i øret.

Ældrelov fremsættes til februar

Politik

Den længe ventede ældrelov forventes fremsat til februar. Det fremgår af regeringens lovkatalog, der er offentliggjort i forbindelse med åbningen af folketingsåret.

"Det er bedre at det bliver gjort rigtigt end at det bliver gjort hurtigt. Det har hele tiden været vores holdning," siger direktør i Danske Seniorer Katrine Lester om den kommende ældrelov. 

"Rigtigt" i denne forbindelse betyder i Danske Seniorer ikke en smal lov om ældrepleje, men i stedet en samlet lovgivning om kommunal sundhed, omsorg og pleje. 

Nej til aldersopdeling

"Der bør ikke være et alderskriterium, for yngre mennesker kan også få brug for hjemmesygepleje, hjemmehjælp eller hjælpemidler. Det dur ikke, at kommunerne skal administrere forskellig lovgivning alt efter om en borger med demens er 64 eller 74 år gammel. Samtidig er ordet ældrelov en stigmatisering af alle ældre. Det er under hver femte senior over folkepensionsalderen, der får hjemmehjælp eller bor på plejehjem. Langt de fleste klarer jo sig selv og vil helst det!," siger Katrine Lester. 

Fælles lov

I stedet for et alderskriterium ønsker Danske Seniorer, at man laver en lovgivning der samler de relevante paragraffer og tilbud i én samlet lov. I dag er nogle typer af hjælp bevilget efter sundhedsloven og andre efter lov om social service. Skal man gøre op med hverdagsbøvlet, bør man samle lovgivningen i én lov i stedet for at fortsætte med den nuværende opdeling.